Hvordan isolerer jeg mit badeværelses aftræksrør?

Når det kommer til aftræksrør eller ventilationsrør til udluftning af for eksempel et badeværelse, skal de være isolerede. Der vil nemlig komme kondens, hvis de går gennem et koldt loftsrum. Dette er ikke godt, da det kan ende med at føre til et dårligt indeklima og fugtproblemer.

Derfor er det vigtigt at isolere aftræksrør

Hvad er aftræksrør? Det er rør, som fører luften indefra ud i det fri. De kan være lavet af alt lig fra metal til plast m.m. Men hvorfor er det så vigtigt at isolere aftræksrør på eksempelvis dit badeværelse?

Hvis aftræksrøret ikke er isoleret, så vil den varme luft inde i røret blive nedkølet. Herved bliver der skabt kondens på indersiden af selve røret. Kondens kan føre til, at der kommer fugtskjolder på loftet. Det kan også ses som, at der kommer vand fra aftræksventilen eller ventilatoren.

Bliver dit loft udsat for fugt i lang tid, vil det ikke være godt. Fugten vil nemlig kunne føre til både svamp og råd. Det betyder, at loftet kan blive nedbrudt, og der kan være en risiko for, at der opstår større følgeskader.

Hvad gør du ved aftræksrør, der ikke er isolerede?

Hvis du gerne vil undgå, at der kommer kondens i aftræksrørene, skal du sørge for, at de bliver isolerede. Det kan du gøre ved at isolere røret på de strækninger, der bliver udsat for kulde. For at isolere aftræksrøret skal du bruge særlige isoleringsmåtter. Disse kan du købe i en trælasthandel. Du kan også prøve at søge efter dem på nettet, hvis du har lyst til det.