Du kan lave en billedvæg for at tilføje personlighed til hjemmet. Når du laver en billedvæg, gælder det om, at den ikke ender med at se rodet ud. Her får du gode råd til, hvordan du undgår en rodet billedvæg.
Placering af billedvæggen
Start med at finde ud af, hvor billedvæggen skal placeres, og hvor meget den må fylde. Husk at tage højde for væggens størrelse, højden til loftet og eventuelle møbler i rummet.
Udvælgelse af billeder og rammer
Find derefter de helt rigtige billeder og rammer til billedvæggen. Du skal overveje, hvilket udtryk du ønsker at skabe, og hvilken stil du vil have. Vælg billeder i samme farveskala og ens rammer for et minimalistisk udtryk. Vil du i stedet have et legende udtryk, kan du mikse farver, mønstre, motiver og rammer.
Find frem til den rigtige komposition
Kompositionen er den måde, hvorpå du placerer rammerne på væggen i forhold til hinanden. Der er et hav af kompositioner at vælge mellem, hvorfor du skal beslutte, hvordan du ønsker at hænge billederne i forhold til hinanden. Du kan eksempelvis vælge at placere billederne i en firkant med flugtende linjer, eller du kan kombinere forskellige rammestørrelser og placere dem uafhængigt af hinanden.
For at finde den rette komposition til din billedvæg skal du prøve dig frem. Afprøv forskellige kompositioner ved at lægge billederne op på gulvet. Når du finder en komposition, du er glad for, kan du afprøve den på væggen. Det gør du ved at klippe bagepapir eller gamle aviser ud i samme størrelse som rammerne. Sæt bagepapiret eller aviserne op på væggen med malertape. Sådan kommer din billedvæg til at se ud. Er det den rigtige komposition?